Ud med rosé - ind med orangevin!

Copenhagen Distillery – Dansk gin i verdensklasse

11

For nylig var jeg forbi MASH, hvor jeg var inviteret til bords til en smagning på udvalgte produkter fra Copenhagen Distillery.  Specialeskriveriet blev sat på standby for en eftermiddag, og jeg snuppede i stedet et par “interessetimer” i stedet. Oven i hatten får du tre opskrifter på labre cocktails. Halleluja! 

Hos Copenhagen Distillery har man valgt at skære ind til benet, og fokusere på klare, rene smage og produkter af højeste kvalitet. Vi smagte på flere forskellige typer spiritus, men jeg har udvalgt tre varianter, som jeg allesammen varmt kan anbefale. Det kan jeg i grunden med alle varianterne, der bl.a. tæller en dildsnaps, en akvavit og kaffelikør, men jeg “nøjes” dog med at fokusere på deres gin i denne omgang.

Derudover fik jeg min rasende dygtige (og flotte) ven, Rasmus Greve; prisvindende bartender, glögg-mester og top notch barchef-consigliere/Assistant-to-the-Barchef på MASH, til at hitte på tre sexede cocktailopskrifter med de tre ginvarianter.

rasmus greve

Ham vil du gerne have til at lave dine cocktails!

En succeshistorie på himmelflugt

Gin er en allestedsnærværende succes i disse år, og udvalget er gigantisk – og støt stigende.

Foruden “klassiske” gins infuseret med bær, urter og blomster, er der også kommet mere kuriøse smagsprofiler til, som fx kokosnød, safran, baobabtræ, trøfler, og myrer. Nogle laver komplekse smagsprofiler med ingredienslister så lange som en Mogens Glistrup anti-Muhammedaner-tirade. Gin-varianten Moneky 47 fx., har intet mindre end; ja, du har måske gættet det allerede, 47 ingredienser i deres gin. De fleste gins har typisk omkring 6-10 smagsgivere, hvoraf enebær er den eneste obligatoriske. Det er også enebærret, der giver gin den karakteristiske smag af gran.

Copenhagen Distillery har i stedet fokus på simplicitet på overfalden og kompleksitet under kølerhjelmen. Vi smagte tre slags gin, der alle tre glimrer ved deres dybe, intense smagsprofiler. De er ikke er bange for at stå ved sine smagskomponenter, og det er lige efter mit hoved. Mit røvhul snerper sig noget så inderligt sammen, når jeg skal trækkes med usammenhængende og nærmest endeløse smagsgivere, der ikke har noget at sige hinanden alligevel. 

Dry Gin: Ren smag med stor kompleksitet

Copenhagen Distillery Dry Gin

Copenhagen Distillery Dry Gin

Deres Dry Gin er en helt traditionel gin uden dikkedarer eller svinkeærinder. Det er en såkaldt Single Botanical, hvilket betyder at der kun er tilsat enebær som smagsgiver og intet andet.

Til ginproduktion anvender man typisk en smagsneutral alkoholbase, der infuseres med botanicals og gennem en process der involverer destillering, sammenblanding og nedvanding til behagelige alkoholprocenter, får man det endelige produkt.

Her er i stedet valgt en mjødbaseret alkoholbase. Det vil nogen måske mene gradbøjer single botanical-prædikatet lige vel meget, da alkoholbasen i det tilfælde kan hævdes selv fungerer som en slags smagsgiver. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert (jo), men efter min bedste overbevisning er det nu helt inden for skiven at kalde det en Single Botanical Gin. I bund og grund er det et spørgsmål om teknikalitet og formalia.

Jeg vil i stedet fokusere på smagen. Den er ekstremt ren, og virkelig fyldig i munden. Kompleksiteten er overvældende med tanke på at der kun er en smagsgiver. Mjødbasens bidrag er spændende og velkomment. Den laves ved at man opløser noget der hedder “‘propolis’ i alkohol og derefter destillerer det. Propolis er et harpikslignende stof bier indsamler, og bruger til at styrke indersiden af deres bikuber. Bi-verdenens svar på spartel, kan du sige. Det stammer fra harpiksgivende træer som fx grantræer, og har i sig selv en masse harpikslignende smagstoner, der spiller godt sammen med de grannede toner i enebærret. Prøv i øvrigt at tage et par dråber Dry Gin mellem fingerene, gnid mod hinanden og duft til dem. Medmindre du er en småvammel røvkløende type, så skulle der gerne komme en intens duft af honning. Proppen dufter også honning. Den er nemlig forseglet med bivoks. Det er altså god lir, og jeg er til falds for sådanne billige tricks.

Med sin rene, klare smag er det en gin, som gør sig fremragende i en G&T.  Med så ren og klar en smag, er den også oplagt at bruge i en cocktail hvor ginen får lov til at træde tydeligt frem og spille en hovedrolle. Derfor foreslår Rasmus, at du prøver den i en helt klassisk Dry Martini.

Dyr Martini med Copenhagen Distillery Dry Gin

Dry Martini med Copenhagen Distillery Dry Gin

Opskrift: Dry Martini

6 cl. Dry Gin
1 teske Dry Vermouth
2 ‘dash’ lemon bitters (På MASH laver de deres egne bitters. Kan i stedet erstattes med et par dryp citronsaft)

Rør med is, strain det i et iskoldt martini glas og server med en citronskræl. Føl dig som en opgraderet udgave af James Bond. Skål!

Orange Gin: Bittersød appelsin og varme krydderier

Copenhagen Distillery Orange Gin

Copenhagen Distillery Orange Gin

Næste skud på stammen er varianten Orange Gin. Omfanget på ingredienslisten hører til i den lange ende for destilleriet, og indbefatter blandt andet sveske, langpeber, kardemomme og enebær, foruden naturligvis søde og bitre orangesmagsgivere. Den nev en guldmedalje ved Gin Masters i 2017; en af de efterhånden mange priser branchen uddeler til sig selv. Denne pris hører dog absolut til i den tunge ende, så vi er på de høje nagler her. Smagen er intens orange, og med samme fede mundfylde som deres Dry Gin. Smagen leder tankerne hen på appelsinlikør, når du får den i munden, men hurtigt træder de varme krydderier som langpeber og kardemomme frem. Det hele har en fin overstyring af aromatisk enebær, der holder de julede toner fint fra døren og gør den frisk, livlig og sprød.

Rasmus foreslår at du laver en såkaldt ‘White Lady’ af denne her, og lader de orangede noter få noget sprød syre og cremet fedme at spille bold med.

Copenhagen Distillery Orange Gin - White Lady

Copenhagen Distillery Orange Gin – White Lady

Opskrift: White Lady

4 cl Orange Gin
2 cl Triple Sec
2.5 cl citronsaft
1 cl sukkersirup
1/2 æggehvide (ca.)

Shake alle ingredienser – først uden is, derefter med is. Strain det i et kold glas.

Copenhagen Distillery Oak Gin: Fadlagret gin, der kan drikkes til kaffen

Copenhagen Distillery Oak Gin

Copenhagen Distillery Oak Gin

Den mest markant anderledes gin, var afgjort den fadlagrede Oak Gin. Normalt er gin helt klar (med enkelte undtagelser), men denne her har en næsten whisky-agtig brun farve. Det er fuldt tilsigtet, fordi den behandles efter single malt whisky-forbillede. Den lagres på nye 30 liters fade, der infuseres med sherry før gin’en lagres i tre måneder. Denne variant har også vundet en Masters-titel ved Gin Masters, og har en plads i i verdenseliten inden for sin kategori af fadlagrede gin. Den har en intens og rig smag, hvor både dens enebæregenskaber og den krydrede pebersmag suppleres flot af den fadlagrede fedme og det sherryinfuserede egetræ. Serveret ved stuetemperatur, er det en fræk avec til kaffen. Har du en Ron Swanson-agtig mandemand til selskab, som mener at klar spiritus er for rige kvinder på diæt, så er denne gin muligvis dit bedste bud på at få lokket gin i ham/hende/hen.

Rasmus foreslår en frækslagen pastiche over ærkeklassikeren Old Fashioned, som traditionelt set laves med bourbon. Med sine mange fællestræk og let parfumerede undertone af orange, er det en giftig servering som en lidt mere sommerlig og frisk udgave af den mahognifarvede cocktail. Den duer ikke til cigarosende saloner, men er god til lune sommeraftener og lysere tider tilsat et skvæt Mad Men-stemning.

Copenhagen Distillery Oak Gin: Old Fashioned

Old Fashioned på Copenhagen Distillery Oak Gin

Opskrift: “Old Fashioned”

6 cl Oak Gin
1 cl honningsirup (dette er Rasmus’ hjemmelavede, da honning er utrolig besværligt at røre ud. Kan erstattes af sukkervand)
2 dash Angostura Bitters
2 dash Orange bitters

Rør det hele godt samme med rigeligt is i store terninger. Server med en appelsinskræl, som du kører rundt på kanten inden servering. Som en lille blæredetalje, så serveres MASHs Old Fashioned med én (stor) isterning hvor logoet stemples i toppen. Det er god lir!

Ingen brune kuverter eller suspekt bestikkelse

Med Copenhagen Distillery får du virkelig et kvalitetsprodukt, hvor det gode håndværk og de store ambitioner kan smages. Prisen er derefter, men hvis du spørger mig (og det gør du formentlig, hvis du er nået så langt) er det hver en krone hver. Kvalitet koster bare mere, og prisen er ikke FOR høj. Regn selv efter med din fedtede cost/benefit analyse, hvis du ikke tror mig.

Jeg vil i øvrigt lige understrege, at ingen suspekte brune konvolutter, knitrende pengesedler eller andre frynsegode har skiftet hænder på baggrund af indlægget. Det er ganske frivilligt, og nej, jeg havde ganske givet ikke skrevet en anbefaling af produktet såfremt jeg ikke var blevet inviteret til en smagning af sagerne. Jeg kan dog stå inde for hvert et ord jeg har skrevet, og at det er helt af egen fri vilje. Og det er IKKE sagt på den nordkoreanske måde, hvor hele min familie i tre generationer slettes fra jordens overflade, hvis jeg ikke siger det rigtige.  Der er ganske enkelt bare tale om et skidegodt produkt, som jeg gerne vil anbefale. Slut, prut.

MASH Odense – de har også andet end gin!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ud med rosé - ind med orangevin!