Nordisk pizza vol. 3 – skinke, portulak, parmesan

3, og foreløbig sidste, kapitel af min nordisk pizza-føljeton er landet!

Først vil jeg dog opfordre til at du læser Vol. 1 og Vol. 2, hvor du både finder opskriften på den perfekte pizzabund, surdej og tomatsovs, som er grundlaget for pizzaen. Dette indlæg vil kun handle om fyldet på denne pizza.

LÆS OGSÅ: Nordisk pizza vol. 1: Kartoffel, asparges, rygeost, dild

LÆS OGSÅ: Nordisk pizza vol. 2 ? pølse, forårsløg, karse

Som den kvikke læser måske har regnet ud, drejer det sig om skinke, portulak og parmesan.

Når ingredienslisten er så kort, så duer det selvsagt ikke at købe ulækker discount-topping. Det burde efterhånden også stå klart, her i Vol. 3 af min føljeton. Foruden den kraftigt forhøjede mulighed for tre-armede børn med fluorescerende hud og ADHD, er der også en smagsmæssig årsag til at holde sig langt væk fra de svedende grisestrimler i kvælende prut-lugtende vakuumpakninger fabrikanterne så ublu kalder for “skinkestrimler”. De består primært af vand, fedt, knuste drømme, salt og afklippede rester fra halekuperede smågrise (tror jeg). Gå i stedet for til pålægsafdelingen i dit supermarked og find en tyndskåret kogt skinke – eller endnu bedre, hvis du er lidt af en feinschmecker; en italiensk delikatesseforretning. Du skal gå efter noget med navnet “Prosciutto cotto”, kogt skinke, ikke en lufttørret version til denne pizza. Skinken skal være sart lyserød, ikke for skinnende i overfladen, og skal ikke smuldre når du håndterer skiverne. Fedtet skal gerne være mælkehvidt, og smagen balanceret imellem sødt og salt. I min umådelige visdom, har jeg naturligvis ikke taget et billede min skinke – du må sætte fantasien i sving, og lade mine levende sprogblomster danne billeder for dit indre øje (eller noget…)

Om at bruge den helt rigtige ost

Når pizzaen er bagt med tomatsovs og skinke, skal der parmesan og portulak på toppen. Netop fordi der skal parmesan på, synes jeg bedst om at bruge en let sødlig kogt skinke i stedet for den mere salte tørrede skinke. Parmesan er en temmelig salt ost, så pizzaen kan hurtigt blive tungeudtørrende salt og trist, hvis det ikke balanceres. Igen er det vigtigt at bruge de rigtige råvarer. Skulle du få den idé at bruge den rasplignende pose-version, har vi ikke mere at tale om. Det smager, ligner og opfører sig som indtørret tis-sugende kartoffelmel fra et gulvtæppe. Rigtig parmesan skal leve op til strenge krav om oprindelsessted og produktionsforhold. Dette er med til at skabe et produkt, som er klasser over de usle supermarkedsalternativer som sælges.

Og nej, lad dig ikke snyde – Grana Padano’en fra dit lokale supermarked er ikke en parmesanost!

Kig efter logoet som er en sort cirkel med en parmesanost på. Kun hvis osten bærer dette adelsmærke, er der tale om en rigtig parmesanost.

En salatpizza med format

På toppen er der drysset med rigelig vinterportulak. Portulak har kødfulde grønne blade, og smagen minder om spinat med et strejf af syrlighed og faktisk en smule salt. Kan du ikke få fat i det, så kan dufint udskifte med spinat i sæson, eller gå den klassiske rucolavej. Vi er lige gode venner af den grund <3. Et skvæt af en god, smagfuld olivenolie gør bestemt heler ikke noget dårligt for smagen her.