Til åbningsreception hos Gorm’s Pizza i Odense

I begyndelsen af maj måned åbnede Gorm’s Pizza sin restaurant i Odense; den første af slagsen vest for Storebælt. I flotte omgivelser midt i Odenses Latinerkvarter og som en del af Brandts Klædefabrik (i de lokaler, der husede det hedengangne Lei:K) var inviteret til reception dagen før den store åbning.

Lad mig være ærlig: jeg var skeptisk på forhånd.

Jeg har et go-to sted, når det kommer til pizza. La Piazetta på Vindegade. Ellers laver jeg dem selv.

Læs også: Nordisk pizza vol. 1: Kartoffel, asparges, rygeost, dild

Læs også: Nordisk pizza vol. 2 ? pølse, forårsløg, karse

Læs også: Nordisk pizza vol. 3 ? skinke, portulak, parmesan

Derudover har jeg en solidt forankret skepsis over for restaurationskæder. Desuden er jeg Napolitansk af overbevisning, når det kommer til pizzabund, og hos Gorm’s sværger man til den ultratynde og sprøde romerske pizzatradition. Meget var galt på forhånd. Gudskelov skubbede jeg skepsissen til side, og takkede ja til invitationen.

Vel ankommet, og i selskab med flere af mine dygtige odenseanske medbloggere, blev der taget imod med bobler, garderobepiger og pinger i jakkesæt. Noget mere format over stedet end man normalt forbinder med et pizzaria, må man sige.

Der blev budt velkommen med de obligatoriske metervarevelkomsttaler, og hovedpersonen selv var naturligvis leveringsdygtige i lune lokaltforankrede morsomheder og lovprisning af de lokale råvarer. Forarbejdet er blevet gjort grundigt, og der blev meningsfuldt namedroppet lokale fødevarerproducenter, som kommer til at levere råvarerne til pizzaerne. En sympatisk og meningsfuld måde at forbinde kædedriften med det lokale. Det gik lige i hjertet på undertegnede.

Derefter blev vi bedt om at tage plads i restauranten. Yes, restauranten. Mit kendskab til Gorm’s Pizzaer stammer primært fra boden i Torvehallerne, hvor konceptet er stående taffel ved disken. Fejlagtigt gik jeg ud fra at samme metropolit-stemning ville gå igen i Odense-restauranten, men det viste sig langt fra at være tilfældet. Der er gået all-in på restaurantstemningen i de høje New York-inspirerede lokaler med siddepladser, levende lys og pudsede vinglas.

Menuerne findes både i den klassiske snaske-pizzaria-stil med tavle på væggen, og i en restaurantifisceret udgave med rustik skrivemaskinefont, genbrugspapir og board clips.

Placeret ved bordene fik vi besked om bare at læne os tilbage og lade os traktere af tjenerne, som ville sørge for at vi kom godt rundt i menukortet. Her fik jeg endnu en behagelig overraskelse. Udvalget var, udover et særdeles mundvandsfremkaldende pizzaudvalg, suppleret af antipasti, snacks, desserter, vin og cocktails. Menukortet er en fermt sammensat kombination af nordiske smage og råvarer, samt et par italienske must-haves. Vil man prøve lidt af det hele, er der mulighed for at få en omgang Italienertæv, som for kun 300 kr. reklamerer med en lind strøm af snacks, antipasti og pizzaer indtil gæsten selv siger basta! – det er helt sikkert en ting, jeg skal ind og afprøve.

Retterne begyndte at strømme til vores bord i et raskt, men ikke forjaget tempo, som man kender det fra de sydeuropæiske breddegrader Tjenerne var søde og vidende; en kvalitet, som desværre ikke er en selvfølge på alle restauranter. Vi fik en masse lækre snacks og antipasti serveret sammen med et par udvalgte pizzaer, bl.a. den lokale tavlepizza “Fyns Forår” “Lissners Lam” med lammepølse fra en lokal avler. Du kan se et udsnit på billederne herunder:

Alle pizzaerne smagte enormt lækkert, og var virkelig veltilberedte. I det simple italienske køkken kan det ikke understreges kraftigt nok, hvor vigtigt det er at anvende friske og velsmagende råvarer af højeste kvalitet, og det er gudskelov en pointe som ikke er gået Gorm’s forbi.

Mit fynbo-hjerte svulmede især over den lokale tavlepizza; “Fynsk Forår”. Med mozzarella, rygeost, frisk tomat, fynsk spegeskinke, æg og purløg har Gorm’s lavet en lokalpatriotiske hommage til den ærkefynske æggekage. Genialt træk, som smagsmæssigt fungerede supergodt på tallerkenen også og hævede sig op over blot at være en bøvet leflen for trendy locavore-tilbøjeligheder. Pizzaen med Toma Piemontese ost, sweet potato, chilifraiche, salvie og trøffeltapenade var også et endog særdeles behageligt bekendtskab, med en dejlig kraftig trøffelaroma. Til at holde ganerne igang mellem pizzaserveringerne, snackede vi sprøde polentafritter, friterede tomatrisotto-kugler (aranchini) med parmaskinke modnet i 16 måneder, basilikum og løvstikkemayo i ventetiden mellem pizzaerne. Alt sammen kunne vi skylle ned med en tilforladelig Chardonnay; en udmærket terrassevin, som var mild og rar til kulhydratorgiet.

Generelt er der kun at sige, at jeg fik modbevist min skepsis. Der var ingen synlige tegn på kæde-syge, som desværre godt kan martre ellers ambitiøse og dygtige kokkes forsøg på at favne bredt og folkeligt. Pizzaerne var veltilberedte, med ultratynd og sprød skorpe  – og det er så et religionsspørgsmål  om det er en god eller mindre god ting – og råvarerne af høj kvalitet. Der er ikke “kun” tale om et pizzaria, men en helstøbt restaurantoplevelse. Servicen var upåklagelig og god, og priserne er så afgjort til at komme i nærheden af. Prisen på 300 kr. for en omgang Italienertæv virker til at være et kup, og med en pris pr. pizza der ligger i lejet mellem 80-110-ish kan de fleste være med. Stemning er lummersexet med sin dæmpede glødepærebelysning og levende lys, og rummet udnyttes smagfuldt med siddebåse og fritstående borde. Der er et strejf af New York med de blotlagte murstensvægge og udsugningsrør, og akustikken er imponerende fin trods de mange højdemeter til loftet.

Gorm’s i Odense er så afgjort et besøg værd.