Mundvandsfremkaldende klassikere vol. 1: Pariserbøf.

Jeg er i fast forhold med det lyse, forfinede haute cuisine. Men nogle gange skal det bare være brunt. Lad mig præsentere: Pariserbøf. Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for det sarte og delikate ny-nordiske køkken.Yndige, pyntesyge gastronomiske kunstværker anrettet med pincet og tørrede kanter. Gi’ mig myrer, sankede urter, kål i spandevis og utallige farver og former. Top det hele med valle-æblemost-mælkeskind-blomster-sauce. Anret med pincet. Brug dogmer. Server 22 retter, der tager dobbelt så lang tid at anrette som at spise, og med en dertilhørende fortælling så lang som Illiaden. Jeg lapper det i mig. Lyksaligheden ved brun mad Men nogle gange… Nogle gange, der skal det bare være brunt. Her henviser jeg ikke kun til farven....

Hjemmebagt brød med Arla Essens Kefir og surdej

Jeg ville vildt gerne kunne prale af at være en super overskudsramt type, der naturligvis altid bager hjemmebagt brød og går i en stor bue udenom storkapitalens grusomme masseproducerede metervareprodukter. Det er lige knap tilfældet. Det hænder dog ofte at jeg bager mit eget brød, og jeg har som regel altid en surdej til at stå og småprutte på sin plads i køkkenet, hvis bagetrangen skulle overmande mig. Som regel bager jeg brød efter opskrift fra Tartine Bakery i San Francisco, som laver en koldhævet version helt uden gær. Krummen er sej og syrlig, med flere huller end en schweizerost og skorpen er sprød som glasfiber. Intet mindre end fantastisk. Du kan finde dén opskrift lige her: https://cooking.nytimes.com/recipes/1016277-tartines-country-bread. Den består af beskedne...

Nordisk pizza vol. 1: Kartoffel, asparges, rygeost, dild

Nordisk pizza….? Pizza fås i mange udgaver. Mest udbredt er den greasy fast-food udgave, som fedtsveder sig gennem papbunden og efterlader spiseren med ventrikelflimmer og stakåndethed. Den glimrer ved sin enestående evne som modgift til tømmermænd, dumpekarakter på samtlige tænkelige næringsparametre og topping af tvivlsom oprindelse og kvalitet. Det vil jeg gerne lave en modvægt til med mit bud på en nordisk pizza lavet efter italiensk tradition, men med skønne nordiske råvarer i sæson. Den greasy udgave har en uinteressant, klæg og tung hvededej, som ikke bidrager med andet end at være en spiselig tallerken for fyldet ovenpå. I den italienske tradition er det en helt andet sag. Her skal dejen være tynd og sprød, lavet af mel af højeste...

Asparges med morkler og rygeost

Det er forår, og det er tid til floskler og klichéer. Og asparges. Masser af asparges. Forårsbebuder no. 1: Asparges Så snart kalenderen viser marts, og de første solstråler strækker sig længere end til den sene eftermiddag, så er det tid til at tage hul på et nyt kapitel i det kulinariske kalenderår. Det er slut med brune retter, som har simret i timevis på komfuret. Det bastante kogekøkken, med rodfrugter, kød på ben og aromatisk duftende gryderetter, gemmes væk for det mere sarte og farverige forårskøkken. Hvert år ved forårstid spredes en massepsykose blandt madglade fjolser, som jeg selv, og pludselig går alting op i skovurter, fiskerogn og asparges. Foråret bringer et gensyn med et hav af sæsonbetonede råvarer, som gennem...

Hjemmelavet remoulade x3

Hvis der er én ting jeg under ingen omstændigheder ikke kan undvære i mit liv, så er det remoulade ? undskyld til familie, venner og min bedre halvdel. Men remoulade er bare BOMBEN. Et liv uden remoulade er et fattigt liv. Remoulade er den perfekte følgesvend til fisk og smørrebrød. Prøv at forestille dig en fiskefilet uden remoulade. Nej vel? Den fløjlsbløde, solgule mayonnaise-baserede sovs, med stykker af pickles som akkurat er kogt møre men stadig med bid, perfekt doseret surt og salt. Saligt kærtegnende den sprødstegte fisk. Hvilende på friskt og saftigt rugbrød. Mo-fo, det er sådan vi ruller, når der skal spises fiskefilet. Eller fiskefrikadeller. Remoulade, foruden at være en udpræget fryd for øjet, bidrager også med en...
Older posts