• Morten Brian
  • |
  • Søren Juliussen
  • |
  • Styrk Nu
  • |
  • AmazingCars
  • |
  • Tim Schou
  • |
  • ···
Hjemmelavede tortillas til tacos - Så nemt er det

Spise med Price: Julegavetip til frankofile madelskere

Brødrene Price

Forsiden på Brdr. Prices nye boge: Vores Yndlingsretter

De hjertevarme og lune tv-brødre, Adam og James Price, har udgivet deres yndlingsopskrifter. Det er blevet til en hyggelig kogebog i lækker kvalitet – og den er perfekt som julegave til fans af det franske køkken eller brødrene Prices tv-programmer.

For nylig blev jeg inviteret til en intim lancering afbrødrene Prices kogebog Brdr. Price – vores yndlingsopskrifter. Sammen med en håndfuld med-madbloggere og forlagsfolk stod den på prøvesmagning på nogle af bogens opskrifter og en rundvisning på den mageløse restaurant i Rosenborggade – og så en ordentlig røvfuld lune røverhistorier og familieminder.

Læs også: Ud med rosé – ind med orangevin!

Jeg tvivler på at d’herrer Adam og James Price behøver videre introduktion. Gennem årene er det blevet til et utal af kogebøger, madartikler, madprogrammer og restaurantåbninger, og jeg tager næppe munden for fuld ved at kalde dem for folkeeje. I denne bogudgivelse har de samlet deres yndlingsopskrifter på retter, som er at finde på menukortet i deres restauranter.

Foruden opskrifter indeholder bogen også skiftevis betragtninger fra de to brødre om alt lige fra barndoms restauratørdrømme, de mange overvejelser i jagten på de perfekte lokaler – som fx den gamle KFUM-Borg i Rosenborggade, der med sin “(…) bombastiske senromantik med rødsten, bindingværk, store granitpartier, karnapper og store terrasse” danner ramme om den højtloftede restaurant med de mange malerier på væggene fra farmand John Prices hånd og den storslåede lysekrone i den gamle gymnastiksal – til lommefilosofiske betragtninger omkring råvarekvalitet og mise en place.

Den gamle gymnastiksal i Brødrene Prices restaurant på Rosenborggade

Den gamle gymnastiksal i Brødrene Prices restaurant på Rosenborggade

Frankofilt og hyggeligt – præcis som det skal være

Opskrifterne i bogen, og maden på restauranterne, er uforbeholden frankofile og ikke for de kalorieforskrækkede. Sundhed = velvære synes at være det gennemgående ernæringsmæssige mantra. Der er ikke sparet på fløde og smør. Og skal det egentlig ikke også være sådan, når det kommer til Brdr. Price?

Der skal ikke herske tvivl om, at mit hjerte er tabt til det nynordiske køkkens finesse med sart, lys fims, sankede urter og lethed – men en gang imellem er lykken altså pleasende fransk dybde, langtidssimrede fonder, smørmonterede saucer og ingen-dikkedarer-velsmag. Der er det franske køkken uovertruffen, og Brdr. Price er i den grad leveringsdygtige i denne boldgade.

Læs også: Pandestegt torskefilet med aspargesfrikassé og brunet smør

Til lanceringen fik vi serveret smagsprøver på en af brødrenes signaturretter, Boeuf sauté Stroganoff, som i stedet for den traditionsrige kartoffelmos serveres med sprøde fritter, og hold. nu. kaje. nogle gode fritter! De tilberedes efter den efterhånden velkendte metode med fritering af flere omgange, og så har brødrene endnu et es i ærmet: De friterer deres fritter i jordnøddeolie. De fritter, er muligvis blandt de bedste fritter i byen.

Boeuf sauté Stroganoff à la Brdr. Price

Boeuf sauté Stroganoff à la Brdr. Price

Sprøde fritter med håndpisket bearnaise

Sprøde fritter med håndpisket bearnaise

Riiiiigeligt smør

Derudover var der også andre smagsprøver og – naturligvis, fristes man til at sige – rigeligt smør. Ingen Price uden smør. Efter i mange år at have hyldet dette forædlede mejeriprodukt og brugt tonsvis af det i deres tv-programmer, ville det da også skrige til himlen hvis ikke smør havde en særlig rolle på spisekortet i restauranterne. Derfor er der (naturligvis) også smøropskrifter i bogen.

Rigeligt smør – her i varianter med chipotle og brøndkarse

Rigeligt smør – her i varianter med chipotle og brøndkarse

Ingen overraskelser, kun velbehag

Adam og James stod for belevent og veloplagt værtsskab til lanceringen, og tog sig 1:1 ud som jeg har lært dem at kende fra de mange timer, jeg efterhånden har brugt på at pløje mig gennem deres programmer på DR. Lunheden siver simpelthen fra brødrene som lydløse, ildelugtende prutter fra en hund på fjerde kødben. (Undskyld det fæle billedsprog. Jeg var NØDT til at give efter for min barnlige flatulente begejstring)

Anekdoterne indskydes med finskyttepræcision lige i hjertekulen og lattermusklerne, uden at man overfodres som en fois gras-gås på de sidste dage, Med selskabelig tæft doseres der vittigheder, nærværende spørgsmål og aktiv lytning, og de er ganske enkelt godt selskab – og bogen ligeså.

Bogens indhold revolutionerer ikke scenen for kogebøger, ingenlunde. Men der er tale om en gedigen udgivelse, hvor den store passion for mad, god stemning, godt værtsskab og en uhøjtidelige tilgang til gastronomien træder frem på hver eneste side. Maden, både på spisekortet og i bogen, er (med en af brødrene Prices egne favorit-adjektiver) hyggelig.  Det er ufarlig velbehag fra den luneste hylde. Og så er maden til at komme i nærheden af for hjemmekokken, uden at du nødvendigvis behøver investere i Thermomixer, PacoJet og andet gastrolir*.

Læs også: Gnocchi med brunet smør og salvie – Italiensk på den lækre måde

Nogle af de mange malerier fra brødrenes egne samlinger

Nogle af de mange malerier, fra brødrenes egne samlinger, der pryder væggene i restauranten på Rosenborggade

Selve bogen er tung og har en behagelig fornemmelse af glosset, tykt papir under fingrene når der bladres. Billederne er flotte og iscenesætter varme og hygge, samt den franske bistromads evne til at give rødmossede kinder og bløde hjerter af bare velbehag.

Er du – eller en eventuel julegavemodtager af bogen – i forvejen fan af Brødrene Price, er bogen et must-have. Foruden masser af lettilgængelige opskrifter, sørger bogens personlige beretninger fra brødrenes egen pen for at man som læser sidder med fornemmelsen af at lære dem bedre at kende og komme med bagom tæppet.

Er man ikke nødvendigvis fan af brødrene, er opskrifterne af tilpas høj kvalitet for den frankofile bistro-begejstrede hjemmekok med ambitioner. Opskrifterne er udførligt beskrevet, enkle og velforklaret, og til hver opskrift knytter sig et par gode tips, egnsoprindelse eller lignende, så du med stilsikker panache kan imponere dine gæster ved servering.

Alt i alt har Brødrene Price begået et solidt værk, som både kan tilfredsstille fans af brødrene selv eller af det franske køkken. Bogens kvalitet er enormt lækker, og det er en bog du gerne vil sidde med, læse i og have stående fremme. Som opslagsværk fungerer indholdsfortegnelsen fortræffeligt – der i øvrigt er designet som et spisekort –  med inddelinger i snacks, forretter, hovedretter, sides og desserter. Sætter pris på en kogebog, man rent faktisk kan læse i (som jeg), så har begge brødre en fortræffelig omgang med det skrevne ord og skriver både fængende og begejstret. Bogen får mine varmeste anbefalinger med som julegave-forslag til fans af enten Brødrene Price eller af klassisk, fransk bistromad.

bertelskalaen_56

 

Brdr. Price – vores yndlingsopskrifter får 5 ud 6 glade Bertel Haardere på min karakterskala.

Bogen er udgivet af Lindhardt og Ringhof, og kan bl.a. købes her.

Læs også: Mundvandsfremkaldende klassikere vol. 1: Pariserbøf.

*Det siger sig selv, at du naturligvis ikke kan leve uden disse livsnødvendige gadgets(!), men du kan godt lave opskrifterne i bogen uden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavede tortillas til tacos - Så nemt er det