Osteekskursion på tværs af Fyn #3: Gundestrup Mejeri og Bryghus

Roe & Co – Irsk whiskey til andet end vammelsød Irish Coffee

Mit uendeligt-fede-og-altid-perfekte-jetset-blogger-liv har endnu engang bragt mig på eventyr. Denne gang til lanceringen af en ny irsk whisky til de danske barskabe, Roe & Co. Læs med, og få tre opskrifter på lækre whiskey-cocktails sidst i indlægget.

Roe & Co. whiskey

Roe & Co. whiskey

Roe & Co er en nyudviklet whiskey fra Diageo, som er verdens største producent af øl, vin og spiritus. Jeg blev inviteret til lanceringen, og jeg er naturligvis også blevet smurt med en goodie-bag, der skal få den bevingede omtale til at glide lidt lettere fra mine buttede pølsefingre. Ikke destomindre er det med vanlig kritisk sans og mine egne uredigerede betragtninger, der er endt i indlægget. Med det fremme i lyset, burde jeg kunne have mine knæskaller i fred for ombudsmanden og vi kan komme i gang med selve indlægget. God læselyst!

Som overbevist evangelist af den skotske tradition inden for whisky (ja, skotterne staver det uden e), var det med masser af fordomme og en solid portion skepsis jeg takkede jeg “ja tak” til invitationen. Min whisky skal gerne være røget som en tjærespand, skarp og uforsonlig, så der er noget at gå på opdagelse i smagsmæssigt.

Når jeg tænker på irsk whiskey, tænker jeg først og fremmest på den berygtede klassiker “Irish Coffee”. Den nyder især stor popularitet blandt det midaldrende segment med deres infantile begejstring for hvinende søde spiritusdrikke. Oftest serveres den skamredne, lunkne og kvalmende kaffedrik med uhørt lave ambitioner; en billig kandispind i en dårlig kaffe, et gavmildt bløp billig whiskey og en smørsmagende klat flødeskum fra en ozonlagsødelæggende trykdåse. Er der fuld smæk på prol-æstetikken, og skal den allersidste mikroskopiske smag af kaffe eller whiskey undertrykkes fuldkommen, drysses det lejlighedsvis med kakao.

Jeg meget høje tanker om mine læseres intelligens og fatteevne, så jeg går ud fra at pointen står lysende klart: Jeg er ikke fan af Irish Coffee – eller irsk whiskey.

Manden med den utaknemmelige opgave at overvinde min skepsis var irske Peter O’Connor, der var rejst hele vejen fra Irland med lommen fuld af røverhistorier og et solidt kendskab til whiskeyens brand og historie. Det skyldtes bl.a. at han i udviklingen af whiskeyen var med til at teste, smage og udvikle indtil smagen sad lige i skabet efter +50 forsøg. Peter bidrog med sin mangeårige erfaring fra cocktailbranchen, og det var det begyndte at blive interessant.

Peter O'Connor. Sympatisk, indlevende og passioneret omkring sin whiskey!

Peter O’Connor. Sympatisk, indlevende og passioneret omkring sin whiskey!

Roe & Co, som i øvrigt kun er på Instagram som eneste digitale aftryk, de hipstertyper, har nemlig udviklet en whiskey med stramt fokus på cocktails.

Selve whiskeyen er lavet på irsk malt- og korn-whiskey lagret på bourbonfade, og er dermed et såkaldt “blend” – i lægmandstermer betyder det bare, at whiskeyen er blandet af flere forskellige slags i modsætning til fx ’single malt’. Smagen er blød og rund, hvilket er meget karakteristisk for irsk whiskey, men rummer også en overraskende dybde i smagen. Maltens frugtrige smag går i flot symbiose med den mere “cremede” og afrundede korn-whiskey-smag.

Der er fuld hammer på smagen af fad fra lagringen på nye egetræsfade.  Smagen af “fad” kommer ofte til udtryk i en krydret, træ-agtig vaniljesmag, og som alt andet hvad angår smag er det religionsspørgsmål om man er til det eller ej. Når det kommer til vin er fad ofte et forstyrrende og kvalmt indslag (synes jeg), men i spiritus giver det ofte dybde og kompleksitet til smagen. Roe & Co balancerer på grænsen, når whiskeyen drikkes rent, men det giver omvendt en masse interessante muligheder i cocktails. Den holder i øvrigt en alkoholprocent på mægtige 45%.

Roe & Co. har rigelig dybde og nuancer til at kunne drikkes alene

Roe & Co har rigelig dybde og nuancer til at kunne drikkes alene

I glasset dufter Roe & Co mildt krydret og med en markant sødme og vanilje, meget som en amerikansk bourbon og i mindre grad på den (sorry) vammelsøde traditionelle irske måde.

I munden danser den frugtrige malt-blend på besnærende vis med korn-blendet, og de afløser og komplementerer hinanden med sødmefulde vaniljetoner og frugtrige smagsnoter. I blended whiskey kan det nogle gange føles som en ren boksekamp af smagstoner, der prøver at dominere og knockoute hinanden inde i munden. Det er ofte tilfældet, hvis det ikke er velafbalanceret og afstemt – det klarer Roe & Co dog fint.

Pudsigt nok er der en udpræget pære-note i whiskeyen, som vi senere fik at vide er en hyldest til George Roe & Co destilleriet i Dublin – som whiskeyen også er opkaldt efter -, hvor der står en gammel vindmølle og et pæretræ fra 1850. Den detalje optræder på flaskens etiket som en homage til den irske whiskeytradition. En god måde at læne sig op ad fortiden og få noget dybde til fortællingen, når der nu ret beset er tale om et ultramoderne ny-lanceret produkt som rimer mere på millennial-generation, grafisk designer og branding snarere end patina, traditioner og alenlang historie.

Der blev lyttet intenst til Peters fortælling i lokalerne hos Hooked på Nørrebro

Der blev lyttet intenst til Peters fortælling i lokalerne hos Hooked på Nørrebro

Da vi ankom til receptionen, fik vi serveret en varm cocktail at varme os på som hedder Roe & Co’zy. Den er lavet på whiskey, der trækker med bl.a. Earl Grey-te, kanelstænger, stjerneanis og honning. En dejlig lunende cocktail, som kunne være et fremragende alternativ til den ofte meget tunge og bombastiske glögg i de kolde vintermåneder. Den dybe og fadlagrede smagsprofil blev budt op til dans af de varme krydderier, mens drikken stadig føltes let og lunede hele vejen ned i maven.

Roe & Co'zy

Roe & Co’zy. Bemærk det særligt udviklede glas til cocktailen.

Den næste cocktail var en Roe & Co Peaches and Cream, som mikser ferskenpure, citron og lavendelinfuseret honning med æggehvider, kanel og whiskey. En interessant kombi, som havde en tydelig åndslighed med en af mine personlige favoritcocktails, Whisky Sour. Jeg afskyr hysterisk søde cocktails, og frygtede for at en ferskensmagende gang sødsuppe ville blive en fesen og flad oplevelse. Der tog jeg (heldigvis) fejl. Cocktailen var overraskende velafbalanceret, og især syren fra citronen åbnede smagsnoterne i whiskeyen op. Her stod det allerklarest, hvor stort potentialet Roe & Co’s whiskey har i hjemmebaren med sin dybe kompleksitet og gode opførsel i cocktailglasset sammen med andre ingredienser.

Roe & Co Peaches and Cream

Roe & Co Peaches and Cream

Derefter var der et ophold i drikkeriet, så vi i stedet kunne fylde sækken med godelobsterrolls, tempurarejer, salat og lakseburger fra Hooked.

Lobsterrolls

Lobsterrolls

roeco-63

Fy for satan, det smagte godt. Jeg anbefaler på det varmeste en tur forbi Hooked!

Som afslutning på måltidet fik vi en Roe & Co Espresso Martini i stedet for dessert. Her meldte koldsveden og panikken sig lidt igen. Ville al den opbyggede good will, jeg netop havde opbygget for irsk whiskey, blive tabt på gulvet med en afskyelig og kvalmefremkaldende Irish Coffee-jam?

Heldigvis ikke. Det var sødt, rundt og fyldigt, men stadig med en fornuftig dybde og interessante smagtoner i smagen der i højere grad leder tankerne hen på en, ja, Martini.

Whiskeyen trådte ikke på samme måde karakter og tog hovedrollen med samme interessante smagsdybde som i Peaches and Cream, men som cocktail isoleret setm smagte den superfint – og var et glimrende punktum for et måltid.

Der skåles i Roe & Co Espresso Martini

Der skåles i Roe & Co Espresso Martini

Hvad er dommen så? Well, jeg synes at Roe & Co er nået i mål med at lave en anderledes irsk whiskey, som bestemt har potentiale til andet og mere end bare at blive bløppet i tarvelige irske kaffer. Der er dybde, rundhed og kompleksitet fra fadlagringen, som sender smagsprofilen i retning af klassisk bourbon og den kan sagtens nydes alene. Der er en klar og tydelig linje til den irske, meget søde, bløde og runde smagsprofil, men har også et mere frugtrigt og syrligt intermezzo i smagen, som afrundes af en stor klangbund i smagsdybden.

Den kommer især til sin ret i den syrligt-friske Peaches and Cream-cocktail, og jeg ville personligt mikse den (trods alt) stadig relativt søde whiskey med noget friskt og syrerigt for at indfri det komplekse smagspotentiale til fulde. Med dens afrundede sødmefuld, kunne den være et frækt bud i en rom-cocktail som Dark’n’Stormy eller i klassikeren Old Fashioned.

roeco-50 roeco-54 roeco-76 Her er jeg i dyb og heftig samtale med www.carrotstick.dk om det store cocktailpotentiale i Roe & Co whisky! Formodentligt…

Du kan købe Roe & Co i flere webshops, bl.a whisky.dk og H.J. Hansen.

Hvis du er kommet så langt, så er det nu tid til din belønning – herunder finder du opskrifterne på de tre cocktails. God fornøjelse!


Roe & Co’zy

Roe & Co'zy

Roe & Co’zy

DET SKAL DU BRUGE

1 flaske Roe & Co
2 x Earl Grey-tebreve 2 x kanelstænger
10 stjerneanis
10 ml dansk honning

SÅDAN GØR DU

1. Start med at blande dine Earl Grey-tebreve, kanelstænger og stjerneanis i en kande med en hel flaske Roe & Co, og lad den stå og trække i 20-30 minutter. Jo længere tid, du lader den trække, desto kraftigere bliver smagen. Hæld herefter whiskyen tilbage på flasken gennem en si.

2. Nu mikser du 120 milliliter kogende vand med 10 milliliter dansk honning. Når honningen er opløst, er blandingen klar.

3. Kom 5 centiliter af din krydrede whisky i en kop eller et glas, og tilføj det stadigt meget varme honningvand, til koppen er fuld.

4. Pynt til sidst med en skive citron, hvor du har sat 3-4 nelliker i skallen.


Roe & Co Peaches and Cream

Roe & Co Peaches and Cream

Roe & Co Peaches and Cream

DET SKAL DU BRUGE

50 ml Roe & Co
30 ml frisk ferskenpuré eller ferskenjuice
25 ml citronsaft
1 barske/teske honning infuseret med lavendel (valgfrit) 20 cl æggehvider
1 knivspids kanel
1 knivspids chokolade
Masser af is

SÅDAN GØR DU

1. Hæld alle ingredienserne i en shaker, og shake hårdt i 7-9 sekunder. Hæld herefter din cocktail op i et pænt glas gennem en fin si.

2. Pynt til sidst med bipollen, bitters og en spiselig blomst.

Roe & Co Martini Espresso

Roe & Co Martini Espresso

Roe & Co Espresso Martini

DET SKAL DU BRUGE

35 ml Roe & Co

15 ml kaffelikør

1 skud espresso

5 ml sukkersirup

5 ml Baileys

Masser af is

SÅDAN GØR DU

1. Hæld alle ingredienserne i en shaker, og shake hårdt i 7-9 sekunder. Hæld din drink op i et cocktailglas gennem en fin si.

2. Pynt til sidst med kaffebønner eller med lidt revet chokolade.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Osteekskursion på tværs af Fyn #3: Gundestrup Mejeri og Bryghus