Nem blæreopskrift: Rimmet kulmule, agurk, ramsløgskapers og aske

Åben ravioli på glaskål og æble med stegt grønkål og skummende ostesauce

god_1

Jeg er fuldkommen og aldeles pjattet med kål. Især grønkål. Grønkål er langt mere og andet end fyld i bræklignende og kernesunde smoothies for speltmødresegmentet eller den frosne udgave der ender i proletariatets nytårs-grønlangkål. Behandler du den ordentligt, har du en billig, velsmagende og næsten grotesk sundt råvare. Giver du det varme, forsvinder meget af bitterheden, og steger du det, får det en nærmest umami-lignende mundfylde og smag. Så kom i sving!

groenka%cc%8al

Til denne ret serveres kålen i en form for åben ravioli med frisk pasta på en bund af glaskål, æble og skalotteløg. Glaskål er et knudret lille kålhoved med en udpræget sødlig og frisk smag af ærter, og konsistensen er fast og ultrasprød. Æblerne og skalotteløget har en masse at fortælle hinanden, og der er masser at tygge på med mange forskellige teksturer.

maelk

Til saucen har jeg brugt Arla Essens Årstidsmælk, som er en af mine favorittyper af mælk, og en god, lagret parmesan. Det er virkelig en ultranem ret, der ikke kræver en masse råvarer eller tid – og så er den tilfældigvis kødfri, hvis du går op i den slags.

Læs også: Masterclass i mælk: mælkesmagning med Mejeriforeningen

Læs også: Mælkesmagning 2.0: Mælk er STADIG ikke bare mælk!

pasta

Pastaen er af den friske slags, og hjemmelavet i dette tilfælde. Hvis du ikke lige orker at håndrulle, så kan du også købe friske lasagneplader. Pastaen udstikkes i store, runde plader.

Bum, en lækker blæreret, og så tager den kraftedeme ikke mere end 20 minutter at lave. Arhmenaltså, der er ikke et øje tørt.


OPSKRIFT: (4 personer)

1 glaskål
1 æble (Gå efter et syrligsødt som fx Gråsten)
1 skalotteløg
1 spsk. sherryeddike
1 spsk. æblecidereddike
100 g. frisk pasta
2 “stokke” grønkål
Et par stilke persille
2 dl sødmælk (Jeg brugte Arla Essens Årstidsmælk)
50 g. lagret parmesan eller anden salt ost
Salt og peber

  1. Begynd med at hakke glaskål, æble og skalotteløg i fine tern
  2. Bland det med sherry- og æblecidereddike, rigeligt friskkværnet peber og ca. 1 tsk. salt
  3. Riv grønkålen af stokken og skyl. Riv det i mundrette bidder
  4. Hak persillen
  5. Varm mælken roligt op ved middelvarme og riv osten ned i. Lad det smelte sammen og rør i det med mellemrum. Saucen skal ikke koge. Put rigeligt friskkværnet peber i og smag til med salt.
  6. Steg kålen hårdt i et par minutter. Det må godt blive sprødt og få lidt stegeskorpe. Krydr med salt og peber.
  7. Varm vand i en lille kasserolle op til kogepunktet. Udstik pastaen i runde, ensartede skiver; 1 pr. person.
  8. Anret æble-glaskål-skalotteløg-blandingen i bunden af en tallerken.
  9. Kog den friske pasta i et minuts tids, så den stadig har bid. Læg den ovenpå glaskålen
  10. Anret stegt grønkål ovenpå pastapladen sammen med persille efter smag.
  11. Lige før servering blendes den lune mælke-ostesauce godt skummende. Herefter øses et par skefulde over retten og skummet løftes forsigtigt over og anrettes sammen med.
  12. Vrid eventuelt mere friskkværnet peber over, og server. Velbekomme!
Lige før saucen

Lige før saucen

Åben ravioli med glaskål, æble, grønkål og skummende ostesauce

Åben ravioli med glaskål, æble, grønkål og skummende ostesauce

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nem blæreopskrift: Rimmet kulmule, agurk, ramsløgskapers og aske