Grillet fisk med sankede urter og grønt

På tur til Fejø vol. 1: Kongeriets bedste æbler

Onsdag d. 17. marts var jeg, sammen med en række dygtige madskribenter og kommunikationsfolk, inviteret på tur til Fejø. Dagen bød på en sanselig dagsrejse i den smukke æbleblomstringstid på den lille ø nord for Lolland.

Æbletræer i blomst på fejø

Æbletræerne i blomst på Fejø

Jeg kendte ikke ikke meget til Lolland på forhånd, og endnu mindre til de mange småøer i det omkringliggende farvand. Det er afgjort en fejl, hvis man har en interesse for gastronomi og fødevareproduktion fra øverste hylde. De særlige klimatiske forhold på småøerne giver nemlig nogle helt unikke fordelagtige forhold for især frugtavl.

På Fejø dyrker de æbler, som er blandt de bedste jeg har smagt. Saftige, supersprøde og smukt balanceret syre-sødme-fordeling. Jeg er fuldkommen pjattet med æbler. Det er med afstand min yndlingsfrugt og jeg høvler æbler i skuffen i eksorbitante mængder. Safe to say, så føler jeg mig som lidt af en kapacitet inden for æblesmagsdommeriet. Bevares, som den megalomane, selvfede Generation-Y’er med ublu tiltro til egen værdi jeg er, så forholder det sig sådan med de fleste områder. Men jeg spiser mange æbler – og jeg har mange meninger om dem.

Pink Lady æbler er et uhelligt ægteskab mellem marketingdjævlen og ublu metervarefrugtproducenter, som er gået sammen om æblets svar på en Big Mac: sødmefuld, vitaminfattig, kunstig pseudo-mad.

Supermarkederne har et stort udvalg af diverse fotogene æblesorter; lige fra neongule, nærmest fluorescerende gul/grønne melede æbler uden smag, lyserøde æbler proppet så meget sukker at det hviner i tænderne, til dybrøde pornofarvede æbler, med et skind der føles som en våd avis når du bider i det, og frugtkød, der giver mundfornemmelse som en ubagt hvedebolle med doven kulsyre. Den værste synder af dem alle er Pink Lady, som blev skab i 1973 af en snedig australier, og er en krydsning af Lady Williams og Golden Delicious. Med sin enorme u-syreudfordrede sødme, er der tale en fad omgang sødsuppe. Pink Lady er et uhelligt ægteskab mellem marketingdjævlen og ublu metervarefrugtproducenter, som er gået sammen om æblets svar på en Big Mac: sødmefuld, vitaminfattig, kunstig pseudo-mad.

Det kan i min verden ikke komme længere væk fra de danske æblers kvaliteter. Perfekt balance mellem syre og sødme, masser af frisk sprødhed og en pirrende saftvælde, der er et afrodisiakum i sig selv.

Det korte råd: Gå altid efter de danske æbler. På den måde får du den den bedste smag. Du er samtidig med til ikke at støtte den rædsomme tendens med at transportere alverdens afgrøder rundt om jorden.

Tilbage til Fejø

Således beriget med bevingede ord om æbler, vender vi tilbage til turen til Fejø. Der er en årsag til den store forskel i smag på danske og udenlandske æbler, og særligt for æblerne på Fejø spiller den geografiske placering en stor rolle.

Fejø – den lille ø nord for Lolland

Fejø er omgivet af vand til alle sider (som øer jo har for vane…). Havet beskytter mod frosten om vinteren og foråret, og igennem sommeren er der kølige sommernætter og genskin fra havet. Dette er med til at gøre sæsonen lang og mild, så æblerne kan nå at udvikle en masse syre og sødme, som sammen giver den gode smag.

Æbleavler Laust Spandet Jensen

Æbleavler Laust Spandet Jensen (Fejø Frugt) viser rundt i æbleplantagen.

Dette blev fortalt imens vi blev vist rundt i plantagerne hos den lokale frugtavler Laust Spandet Jensen fra Fejø Frugt. Laust er på 20ende år autodiakt frugtavler, og har 80 hektar (ha) frugtplantager på Fejø, hvoraf de 50 af dem er æbler. Resten fordeler sig med 15 ha. pærer og 15 ha. blommer.

Planteavler i plantagen med tilhørerer

Der blev lyttet intenst og knipset mange billeder – både af Laust og de fotogene æbletræer i blomst.

Talestrømmen blev hurtigt teknisk, og der blev stillet specifikke fagnørdede spørgsmål fra tilhørerne; noget jeg selv er svært begejstret for. På forunderlig vis er alting bare mere spændende, når det vidende, nysgerrige og folk med noget på hjerte der har en meningsudveksling. Jeg blev f.eks. meget klogere på prosulfocarb-problematikken og udfordringerne for økologers plante- og frugtavl når pesticider spredes med regnvandet fra de sprøjtede afgrøder.

Produktionen hos Laust er ikke udelukkende økologisk, men der arbejdes i retning af dette. PT. er 18 ha. økologiske æbler, og der er planer for en omlægning til mere økologi på den lange bane.

Det fremgik dog tydeligt, at der ikke bare blev sprøjtet pesticider og sprøjtegift i et væk fordi man er konventionelle og må. Laust har en (efter min mening) sympatisk og realistisk tilgang til dyrkningen af æblerne, hvor der sprøjtes med så lidt som muligt. Derudover bruges biologisk bekæmpelse i stor stil. Rundt omkring i plantagen hang små feromonforvirrende fælder, der holdt ødelæggende skadedyr fra at gå i æbleblomsterne. Det samme gjorde sig gældende i pæreplantagen, som havde klisterplader hængende til at indfange glubske bi-arter, hvis larver egenhændigt kan fordærve et helt pæretræ.

Pæreplantagen ved Fejø Frugt

Der knytter sig i øvrigt en sjovt historie til Lausts pæreavl. De har nemlig dyrket en pæresort, Katrine, opkaldt efter Lausts egen datter. Pæren, der har sin oprindelse i Moldavien, modner sent og plukkes først omkring oktober og kan spises helt frem til maj måned – og er på den måde med til at bidrage til at vi kan spise lokale frugter gennem de mørke og vitaminfattige vintermåneder. Laust er i øvrigt en af (hvis ikke den) største blommeavler i landet, og leverer danske blommer til alle Coops butikker. Vi beskæftigede os dog kun med æblerne denne dag.

Frisk frugt hele året – uden kemikalier

For at sikre en bæredygtig opbevaring af frugterne uden brug af unødige kemikalier, er der tænkt i andre baner end bare at pumpe æblerne med sprøjtemidler. Når frugten er plukket opbevares den i nogle store kølerum (som naturligvis drives med lokal vindenergi) kaldet ULO kølerum. Disse fungerer således at iltniveauet i rummet sænkes, og den naturlige kvælstofstæthed øges derfor. På den måde går frugten i “dvale” og sikrer at svamp og andre lagersygedomme ikke udvikler sig. Samtidig er frugten stadig frisk og velsmagende når den tages ud af kølerummene. Dette gode arbejde med at bevare frugten frisk og sund, vil de selvfølgelig gerne fortsætte. Derfor er de med i det spændende initiativ COOP Crowdfunding, for at bygge flere af denne type kølerum. Et spændende tiltag, som vækker minder om tidligere tiders andelsbevægelser, hvor man tager fælles ansvar om produktionen.

Lad mig få fingrene i frugtfadet!” tænker du sikkert

Der er dog et men. Beklageligvis er det ikke bare lige at få Fejø Frugt vest for Storebælt. Fejø frugt er en eksklusiv Irma-vare, og forhandles kun i butikker med den lyslokkede pige i den blå kjole. Og det er noget regulært pis. Særligt når man, som jeg, er solidt plantet lige midt i kongeriget, på den ellers så skønne ø, Fyn, hvis eneste Irma-butik drejede nøglen om på Valentinsdag for fire år siden.

Det skal også være min eneste klage i denne ellers så næsegrus begejstrede beretning. Jeg ved ikke engang om lussingerne skal sendes i retning af Laust eller COOP, men forindihelvededaogså. Selvom jeg bestemt ikke hopper med på provinshysteriets fingerpegen og skingre klagehyl om Københavneri om alt, der kunne syne bare en smule af forfordeling af provinsen (i den oprindelige etymologiske betydning af ordet!), så tillader jeg mig at være småmuggen på provinsens vegne. Behold bare DR-arbejdspladserne og Radio 24syv i København; men Københavneriet tager satme overhånd, når man fratager os bøvede provinstyper muligheden for at mæske os i nogle af kongerigets bedste æbler. Sgu. #kbhalarm har aldrig været mere berettiget end her. Beklager det lille sure opstød – det er kærligt ment <3

Udsigten fra Lausts æbleplantage. Ikke en dårlig en af slagsen…

Det overskygger dog ikke, at det var en fed oplevelse at møde passioneret ildsjæl med visioner og et produkt, der står mål med ambitionerne. Laust har med Fejø Frugt gang i en imponerende fødevareproduktion, som er i den absolutte elite inden for sit felt. Det var særligt saliggørende at fornemme, at der blev tænkt i andre baner end bare profitoptimering og metervareprodukter, men rent faktisk i bæredygtig udvikling og velsmag.

Dette skulle vise sig at være en gennemgribende tendens for hele dagens program, som bød på både et besøg i en helbrende have og på et ciderbryggeri.

Det kan du læse om når ‘På tur til Fejø vol. 2’ lander på en blog nær dig. Eller. På denne blog. Her. Det kommer her. ANYWHO. Glæd dig – Fejø har masser af gode historier i ærmet.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grillet fisk med sankede urter og grønt